månedesbrev Marts

Månedsbrev marts.

Når jeg tænker over det møder jeg mange kulturmøder i hverdagen, men jeg tænker ikke så meget over det mere. Selvom jeg er i et andet land hvor alt er forskelligt, er det ”allerede” blevet hverdag. Da vi startede i praktik brugte vi meget tid på at snakke om hvordan vores dag havde været, men nu gør vi ikke så meget. Vi spørger ind til hvordan ens dag har været, men nu har man sjældent oplevet noget som man undre sig meget over. Jeg er lidt forundret over hvor hurtigt jeg har oplevet ”hverdagen”

Det første kulturmøde jeg havde i praktikken var min på min første dag. Vi skulle møde kl 9 hvor der skulle være en velkomstceremoni. Vi er tre danske studerene på mit praktiksted mig og to drenge. Vi bliver hentet ved indgangen og fulgt op i et stort lokale hvor der er sat borde og stole op. Lokalet bliver fyldt med forældre og lærerinder. Der bliver budt velkommen og der kommer børn og optræder med forskellige danse. Vi skal også holde en tale. Til sidst kom der en forældre fra hver klasse over til os og gav en blomst til den der skulle være studerene i deres barns klasse. Jeg fik en buket som den sidste og samtid siger moderen til mig at, hun var jo den sidste til at vælge så, hun måtte nøjes med mig. Hun ville gerne have valgt en af drengene men hun håber alligevel det bliver godt med mig. Hun fortæller mig to gange at hun hellere ville have haft en af de to drenge.

På vores praktik sted er de vilde med de to drenge, fordi de er drenge og fordi der ikke er drenge i Vietnam der arbejder som pædagog. Jeg blev meget stød over det, fordi jeg følte jeg ikke var velkommen. For mig lægger jeg det i det pga. i DK hvis man bliver fravalgt er det personligt (nogen gange) men her er det ikke personligt men fordi jeg er en pige. En hvilken som helst anden pige ville sikkert have følt det sammen. Den første måned var hård for mig pga jeg var en pige og jeg ikke kunne finde ud af at, de fik så meget mere opmærksomhed end jeg. Jeg kunne ikke lade være med at tage det personligt. Selvom jeg godt ved det ikke har noget med mig at gøre. Men jeg har ikke kunne lade være med at føle mig fravalgt og uønsket på en eller anden måde. Men jeg vil sige at jeg har lært at lukke af for det nu og jeg bruger ikke så mange kræfter på det mere. Hende forældrene det sagde de heller ville have en dreng, er en af dem der snakker godt engelsk, så har snakket meget med hende efterfølgende og jeg føler mig ikke uønsket mere, tværtimod.

I skolen/børnehavene gør man meget ud af at fremhæve en/nogen når man gør det godt. Men man fremhæver også en der ikke gør det godt eller gør noget forkert – som f.eks. at spilde vand ned af sig selv. Det er frokost tid og bordene er blevet sat frem og de sidder og venter på der kommer mad. En dreng har taget sin kop med over til bordret og sidder og drikker. Jeg ser ikke han spilder vandet men lige pludselig er han våd ned af bukserne. Han kan ikke skjule det fordi det er en hel kop fuld han har fået ned i skødet. Han går op til medhjælperen og fortæller hvad der er sket. Hun tager ham i hånden og råber noget ud i rummet, mens han står ved hendes side. Alle begynder at grine og pege fingre af ham, og så hun griner af ham. Jeg forstiller mig hun sagde noget med at tisse i bukserne. Bagefter siger hun noget i en bestemt tone til hele klassen. De må nemlig ikke drikke vand ved bordret. Man drikker sit vand oppe ved vandbeholderen.

Jeg bryder mig ikke om at man fremhæver på den måde. Der er altid en taber der sidder tilbage. selvfølgelig skal man også have ros når man gør noget der er godt, det er ikke det. En mor fortalte mig at hendes børn var kommet hjem og havde sagt at de ikke havde tid til at lege fordi de skulle lære vietnamesisk. Når man går i børnehave skal det handle om at være barn og ikke hele tiden testes i hvor dygtig man er til alfabetet og regne. Eller sådan er vi opvokset. I Danmark øver man også alfabetet, lære at skrive sit navn og nogen små ord, klokken og en masse andre ting. Her nede er de ting bare skemalagt, og det bryder jeg mig ikke om. Det skal være sjovt at lære og man skal have lyst til det. Når de øver alfabetet (hvilket er helt vildt svært J) skal man rejse sig op og sige de bogstaver/lyde som lærerinden peger på og hvis man siger forkert, skal klasker hun gerne sin pegepind ind på bogstaverne igen eller lader hele klassen sige det i kor. Hvis en sige alle de ord korrekt som lærerinden har peget på, skal man klappe af hende. Jeg syntes man ydmyger barnet på det groveste. Selvom jeg har set det mange gange nu, så får jeg stadig ondt i maven når jeg ser det. Jeg har allermest lyst til at hjælpe barnet. Hvis så ”bare” at lærerinden prøvede på at hjælpe barnet med udtalelsen, så havde det været okay. Jeg har en fornemmelse af at, du ikke får mange succe oplevelser med mindre at, du klare det virkelig godt og er en af de børn som er god til alt, eller en af dem hvor der er et godt forhold til forældrene.

Der er mange ting som sker i hverdagene som jeg ikke kan forstå. Hvorfor de arbejder som de gør. Hvorfor SKAL de have så meget mad og hvorfor SKAL de spise det hele. Vi arbejder meget forskelligt. I DK må barnet godt stoppe med at spise hvis det ikke er mere sulten, men her skal du spise de to skåle med mad man får til frokost. Og er du for langsomt, så kommer der en og hjælper dig med at spise, altså man bliver fodret.

Den værste spise situation jeg har haft, havde jeg allermest lyst til at tage skålen fra drengen og så spise maden for ham. Jeg overvejede at gå, jeg fik det så dårligt på drengens vegne. Der sidder mellem 7-8 personer rundt om et bord når vi spiser. Den dag til frokost sad jeg ved siden af to drenge, som havde mere travlt med at snakke frem for at spise. Medhjælperen havde kommenteret på det et par gange at, nu skulle de se af at blive færdig. Men de snakkede videre og hyggede sig. Til sidst skilte jeg dem og satte mig imellem dem. Jeg gjorde det fordi jeg syntes det er synd for dem når de bliver fodret. Men klokken var for mange der og medhjælperen kom over og en ene dreng gad stadig ikke spise. Hun sagde noget til ham, så gik hun over og tog sin mobil og låste sig ud på toilettet. Drengene begyndte at råbe af hende og græd. Han slugte den skål suppe på ingen tid mens han stadig græd og så meget ulykkelig ud. Jeg forstiller mig at hun har sagt noget med at hun ville ringe hjem.

Jeg fik det så dårligt, fordi jeg var sikker på at det var mig der havde gjort hende opmærksom på at de ikke havde spist endnu. Han var så ulykkelig. Og så bare at se et barn tvangsfodre sig selv. Det var alt for meget for mig. Jeg var så ked af det på hans vegne. For dem er det ikke unormalt og fodre et barn og jeg har også lagt mærke til at det ofte er de samme der bliver det. Jeg har sågar oplevet en pige der sidder og venter på hun får stukket skeen i munden. Hun skubber sin skål over til en af damerne og venter på at, de fodre hende. For dem er fodring lige så normalt som det er for os at, man spiser det man kan spise og man godt må stoppe når man ikke kan spise mere. Jeg har også prøvet at fodre. Og jeg er stadig ikke tilhænger af det. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg syntes det er at bruge sin magt over for barnet, det kan godt være du ikke er sulten men jeg er voksen og jeg siger du skal.

Som sagt så er det hurtigt blevet hverdag i Hanoi og ting som man undrede sig over den første måned er blevet ”normalt”. Når man forklaret nogen ting, kan man godt forstå hvorfor de gør som de gør. Ikke at sige at, jeg stadig finder det ”unormalt” men man tænker ikke så meget over det mere.