Månedsbrev april

Beskriv institutionens samfundsmæssige placering, herunder hvilke historiske, politiske, økonomiske, religiøse, sociale og kulturelle forhold kan tænkes at have indflydelse på målgruppen?

Som nævnt i tidligere månedsbrev er Kidsmart en privat ejet institution som har ca. 750 børn fordelt i børnehave og i skole. Flest børn er i børnehaven, da skolen er ny og ikke har så mange børn endnu. Institutionen er finansieret af private donere og de 5 ejer der er bestyrelsen. Kidsmart får ingen midler fra regeringen. For at have råd til at have sit barn til at gå i Kidsmart, skal man have et godt betalt job. Det koster ca. 2.500.000 – 2.800.000 Millioner dong for dit barn. Det er ikke alle vietnamesere der har råd til. F.eks. en vietnamesisk tjener, tjener omkring 2,5 – 3 millioner dong.

Mit indtryk af kidsmarts indflydelse og ikke bare for lokalsamfundet men også for Hanoi er stort. I sidste uge havde de en workshop for regningen i 3 dagen. Det var folk fra regningen og andre lærerinder fra andre institutioner der skulle ser hvordan man arbejdede i Kidsmart. Der var foredrag for dem og de var rundt i en del klasser for at se hvordan undervisningen fungere.

Når man er privatejet har man flere friheder, dog har man 5 temaer som kommer fra regeringen som de skal opfylde, men hvordan de gør det bestemmer de selv. Lars fortalte os at, de privatejet institutioner som er længest fremme i udviklingen af læring.  

Mange institutioner har skole busser, men ikke i Kidsmart. Der må man selv komme til institutionen. Ca. 80 % af alle børnene kommer fra lokalområdet. Inspektøren mener at en institution med et godt ry, kan få familier til at flytte til området, fordi de ønsker det bedste for deres børn.

Vietnameserne i det nordlige Vietnams religion er hvor de tilbeder deres forfædre, hvilket Tu Ang oplyser minder meget om Buddhisme. Det er ikke noget man bliver undervist i. Man bruger i stedet sine kræfter på at undervise om kulturen og dens forhistorie. Hun oplyser også at man kun holder jul fordi børnene syntes det er sjovt. Deres store helligdage er Nytår som de holder i en uges tid. Man fejre det med sin familie og tager i templerne og beder til deres forfædre og beder til hvordan de gerne vil have det nye år skal blive. Fx får de lavet et billede med de tegn hvilket fx kan betyde held eller kærlighed osv.

Nu har du har været i praktik i 3 måneder. På baggrund af specialiseringsforløbet inden praktikken, hvor du beskæftigede dig med at få indsigt i vilkår og arbejde med målgruppen i DK – hvad tænker du så nu i forhold til de erfaringer du nu har gjort dig der, hvor du er i praktik?

Jeg vælger at starte med konklusionen og den er at, jeg hælder mest til den danske metode i at undervise og opdrage børnene i en dagsinstitution. Ikke at sige at jeg syntes der er mange ting der er gode her nede og som vi sikkert kunne lære noget af. Det er deres metode de bruger, jeg ikke at er tilhænger af. I en dansk børnehave lære du også alfabetet og du lære at skrive dit navn, det er bare ikke på samme måde. Der hvor jeg er i praktik sidder man i en hestesko og en lærerinde i midten som sidder med en pegepind og peger på tavlen og så skal børnene gentage hvad hun siger. Lige nu tænker i nok, og hvad er der så galt i den. Men denne undervisning forgår gerne i en time til halvanden. Der bliver ikke taget hensyn til at der er børn der ikke kan koncentrer sig i så lang tid, fordi de skal lære det. Jeg kan godt lide at, man mere brugen metoden at det skal være sjovt at lære. I Danmark er det meget mere frit og ens dag i børnehave er ikke skema lagt, der er som regel plads til forandring. I Vietnam er ens dag skemalagt og ALT er planlagt og bestemt af lærerinderne. Der er ikke plads til at være spontant, eller for den sags skyld at være selvbestemmende.

Et eksempel på at børnene er van til at alt er bestemt for dem:

Vi skulle lave en workshop hvor der skulle være nogle aktiviteter. Vi havde valgt at vi ville starte op med kongens efterfølger, hvor man skulle skiftes til at være kongen. Vi havde forklaret lærerinden om aktiviteten og så skulle hun fortælle den videre til børnene. Jeg startede med at lave en bevægelse og så skulle den ved siden af mig lave en bevægelse, men han stod helt stille. Han bevægede sig ikke. Lærerinden snakkede til ham og vi prøvede at vise med kropssprog at vise ham at han skulle finde på noget, men intet skete der. Til sidst sagde lærerinden at det var for svært og han ikke forstod det.

I specialisering har vi snakket med om at være individ orienteret og hvordan man hele tiden skal sige og gøre efter hvad men føler. Man skal hele tiden gøre plads til individet. Sådan er det ikke i Vietnam. Her gør man de ting der er forventet af en, om du har lyst eller ej. Du gør som der bliver sagt, for det skal du. Det er en ting jeg tænker at vi i Danmark kan lære lidt af. Da Lars var her snakkede jeg med ham om at, jeg ikke var den person som var frembrusene og se her er jeg. Han svar på det var at jeg var nok var meget ligesom en vietnameser. Og det var slet ikke mit indtryk. Men han fortalte at en vietnameser er mange personer på en gang. Man er den man er når man er på arbejde, hjemme osv. Igen – så opføre og deltager man på den måde som forventes af en. Et eksempel på at de gør som de forventes at gøre.

Vi har haft vietnamesiske studerene som har afsluttet deres ophold med en eksamen sammen med børnene og eksaminatorer. Hele dagen op til eksamen var de så nervøse, men da de gik på kunne man ikke se det på dem. Ingen rysten eller hakken i stemmen. De virkede allermest som om det var det bedste i verden at stå der. Det var så vildt og se og fedt.

På seminartiet bruger vi meget tid på at snakke om nervøsitet inden eksamenerne og hvordan nogen ikke kan gå til eksamen, fordi de er alt for nervøse. Måske hvis vi ikke altid var så individ orienteret, så havde vi også lært at tage eksamensdragten på.